Inspiration til en lun sommeraften

En digital dagbog

Kære læsere.

Nogle dage har jeg brug for at bruge bloggen lidt som en dagbog til at skrive ned. Jeg uddyber ikke alt, der foregår i min hverdag, men det kan være rart at skrive ned, da jeg får sat ord på følelser og tanker.

I har hørt lidt om mit fald tilbage for en månedstid siden, men kun lidt om hvordan jeg skulle finde mig selv igen. Jeg tror, at jeg har brug for at uddybe det lidt.

I tiden op til faldet kæmpede jeg med en praktikplads, der stressede mig, fordi de ikke tog sig godt nok af mig. Ikke misforstå mig, jeg havde ikke brug for babysittere, men nogle dage var jeg næsten i tvivl, om de overhovedet vidste, at jeg havde været der – udover de søde kontordamer jeg hilste pænt på ved ankomst.

Jeg var ude for at prøve det af, og det var hårdt nok, når man grundet angst skulle finde ud af, hvad man overhovedet kunne klare. Heldigvis skulle jeg bare være på deres bibliotek(praktikpladsen var på en skole), og det er ikke første gang, jeg har arbejdet på et bibliotek, så jeg vidste, hvad jeg kunne lave. Men det var hårdt, da jeg aldrig blev taget rigtigt ind, og jeg gik bare dér og blev mere og mere stresset over situationen.

I dagene før, under og efter min praktik var jeg helt udkørt. Jeg kunne intet overskue, og jeg havde faktisk mest brug for tid til mig selv. Det fungerede bare ikke.

Det kan på ingen måde siges, om det har været grunden til mit fald, men da det skete, og jeg i dagene efter prøvede at finde mig selv i det hele, blev vi enige om at slutte forløbet. Der var ingen grund til at tage nogle chancer, og det bar heller ingen steder hen.

Igen stod jeg dér og prøvede at finde mig selv. Jeg lukkede mig lidt inde i mig selv, hvilket jeg senere har fundet ud af var en choktilstand. Men mine tanker gik også meget på, at hvis kroppen kunne sige så meget fra over stressede situationer, hvad duede jeg så overhovedet til? Ville jeg for altid bare være et håbløst eksempel på, hvad angst kan gøre ved én?

Jeg vidste ikke, hvor tydeligt det kunne mærkes udadtil, men jeg følte mig lidt tom indeni. Jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale i tingene, og jeg ville så gerne finde tilbage til glæden ved hverdagen med bloggen og det hele.

Det kom stille og roligt, men det tog bare sin tid før jeg rigtigt “vågnede op” igen. Jeg følte mig så skyldig over at have gået rundt i den boble, men jeg fandt ud af, at det faktisk var ret normalt. Det er en reaktion på en traumatisk oplevelse, og det skal kroppen og hovedet bearbejde. Det har vel egentlig været en form for overlevelsesmekanisme – kroppen er et besynderligt, beundringsværdigt og stærkt hylster.

Må I have en vidunderlig aften, skønne læsere.

Kram,

Emilia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Læs også

Inspiration til en lun sommeraften