En lille update

Kære læsere.

Der foregår så mange ting for tiden, hvilket der jo egentlig har gjort længe nu, men engang imellem har jeg haft lettere ved at følge med end andre gange. Lige for tiden føles det dobbelt så svært at finde hoved og hale i noget, og jeg ved slet ikke helt, hvor jeg skal begynde. Der er visse ting, jeg simpelthen ikke føler er klar til at blive skrevet herinde, da jeg selv ønsker at få lidt styr på det først. Det er ikke noget alvorligt, det omhandler min boligsituation som det hele tiden har gjort, men mine planer og tanker omkring det, vil jeg gerne vente med at dele til jeg ved præcis, hvad der kommer til at ske - eller når det er sket.

Én ting jeg dog kan fortælle med stor glæde og sommerfugle i maven er, at jeg har fået en sød, dejlig, flot og helt igennem fantastisk kæreste! Han har virkelig spredt en masse farve, varme og glæde til de grå, kolde og triste dage, der har været i kampen med lejligheden. Han gør mig glad helt ind til det inderste, og jeg er virkelig taknemmelig for, at han er blevet MIN kæreste!

Så ja, det kunne jeg sikkert fortsætte i uendeligheder med at snakke om, men tror jeg lader den være ved det, inden det tager overhånd. Dog ved I så, at der bestemt også sker en masse godt i mit liv lige nu, så det er på ingen måde alt, der er dårligt.

Noget, der fortsætter med at være positivt omkring hele min proces også, er at jeg mere og mere finder mig selv. Jeg finder ud af, hvad jeg kan klare, hvem jeg er, hvad jeg har brug for og hvad JEG vil. Det er en fantastisk følelse, og jeg må indrømme, at jeg har overrasket mig selv en del det seneste halve år. Selvom der kan komme nedture og modstand, så er jeg alligevel mindet om, at jeg kan klare en del trods alt. Det er lidt en gave at nå frem til den anerkendelse omkring mig selv. Jeg er alt for god til at være hård mod mig selv og bruger alt for meget af min tid på at fokusere på alt det, som jeg er dårlig til i stedet for at huske mig selv på alt det, som jeg er god til. Det tror jeg egentlig, vi er mange, der godt kunne blive bedre til. Jeg øver mig stadig, og er langt fra nået langt, men i det mindste er jeg på vej.

Heldigvis har jeg en masse helt fantastiske mennesker omkring mig, som er gode til at minde mig om, hvor meget jeg er værd, når jeg ikke selv kan. Til tider kan det være voldsomt svært at tage ind og tro på det, men bare dét at have dem omkring sig til at sige det uanset, hvad man tænker om sig selv betyder alverden! Dén slags mennesker har vi alle brug for i vores liv.

Må I have en vidunderlig dag, kære. I hører fra mig inden længe igen - det lover jeg!

Kram,
Emilia

 

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229