Ro i sindet, ro i maven

Feminint forår

Godaften, kære læsere. 

Hvor er det dog et skønt gensyn med solen! Nu må foråret da for alvor være kommet for at blive! Det kan da næsten heller ikke times bedre, nu hvor det er påskeferie for de fleste. 

Forårsstemningen får mig til at gå lidt på opdagelse i mit klædeskab – for ja, det er efterhånden muligt. Jeg får lyst til at gå i mere lyst tøj i sarte, smukke farver, der giver mig en følelse af at stå op en sommermorgen til varme og en smuk morgensol, der skinner helt ind i sjælen. 

Jeg får lyst til at finde mine smykker frem, pifte et outfit op og gøre det ekstra feminint. Det sker slet ikke ofte nok, at jeg husker at tage smykker på, udover halskæden fra Daniel, men lige for tiden, kan jeg næsten ikke lade være med at klæde mig på med alverdens smykker! 

Egentlig har jeg ikke en særlig stor samling af smykker. Jeg havde en periode, hvor jeg var ret vild med at lave mine egne smykker, og det er faktisk dét, jeg har mest af.  

Jeg er ret glad for armbåndene og øreringene, jeg selv har lavet og går ofte med dem lige for tiden. Ringene er fra Pilgrim, som er et mærke jeg elsker. Ikke nok med at de har de fineste smykker, så kan deres ringe(størstedelen i hvert fald) justeres i størrelsen, hvilket er perfekt for mig! Mine fingre er så tynde, at jeg ikke bare kan få ind at finde en ring og så være heldig, at den passer på den finger, jeg helst vil have den på – eller overhovedet passer mine fingre. 

Jeg fandt faktisk engang ud af, at jeg skulle have speciallavet en ring i en rigtig smykkeforretning, hvis den skulle passe til min ringfinger. Derfor er det altså en fornøjelse at komme ind i Pilgrim og vælge, hvad jeg har lyst til. 

Da jeg gik mine smykker igennem den anden dag, fandt jeg også denne sølvring på billederne her, som jeg havde glemt alt om. Jeg tror faktisk, at den engang har været min mors. Hun har sikkert givet mig den engang, jeg er gået igennem hendes smykker – det elskede jeg, da jeg var mindre! 

Jeg er overrasket over, at jeg har glemt den, da den jo er virkelig smuk! Normalt er jeg mest til guldsmykker, men når man har de der helt specielle, fine smykker, så er det helt okay at blande med guld og sølv – hvilket kan se så fint ud uanset! 

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg føler, at jeg er nødt til at holde mig til én af delene, men det er nok noget jeg mest gør af automatik, fordi jeg elsker guldsmykker. Men hvor kan begge slags være fine! Så fine! 

Det må vist være på tide, at jeg går på udkig efter flere smykker, da det gør mig helt glad at bære dem! Specielt nu hvor foråret har meldt sin ankomst. 

Må I have en vidunderlig aften og nogle skønne påskedage! 

Kram, 

Emilia

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Læs også

Ro i sindet, ro i maven