It’s getting cold outside

Godaften, kære læsere - og glædelig mandag. Ny dag, ny uge og ny start, ikke?

Jeg kan ikke helt komme mig over, hvor koldt det er blevet! Vi har vel egentlig været ekstremt heldige, at det længe har været så mildt et vejr, da det jo ellers er ret normalt, at det er så koldt på denne årstid. Men man er vel vanemenneske, der vænner sig alt for meget til varmen.

Jeg har altid været en frossen pind, der pakker mig ind i tykke trøjer, sokker og et par ekstra bukser, hvis det er koldt nok for mig - medmindre det er midt på sommeren og 25 grader! Det er faktisk virkelig upraktisk, da jeg jo elsker at klæde mig fint på, og det er så frustrerende, hvis jeg har haft en idé om, hvad jeg vil have på, men må sande, at jeg bare fryser FOR meget til at kunne se bort fra det.

Min passion om vinteren må være at få skabt en masse flotte outfits med striktrøjer og alt andet, der varmer! Jeg må se, om jeg snart kan få lavet et lille indlæg omkring dét, hvor jeg viser forskellige outfits frem, hvis der er interesse for det. Jeg elsker selv at læse den slags indlæg og synes, det er så hyggeligt at andre vil dele deres idéer til at inspirere os læsere. Det er lidt som at have en online-veninde, der kan hjælpe én med den slags udfordringer, haha.

Jeg elsker selv at dele ud af mine erfaringer, idéer og tanker, hvilket vel er hele idéen med min blog. Det vil altid være svært at ramme alle menneskers stil og smag, men det er dét jeg elsker ved at kunne dele det herinde. Jeg tvinger ikke nogen til at læse eller følge med i noget, jeg deler bare min passion og inspiration, og så varmer det helt ind i hjertet, når jeg faktisk gør jer glade. Mit håb er selvfølgelig, at jeg rammer rigtigt med størstedelen af jer, og I er altid velkommen til at komme med input. Det skal der være plads til, for at jeg også kan forbedre mig, og så det fortsat er interessant for jer.

Hav en vidunderlig aften, mine kære.

Varmende kram,
Emilia

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229