Ny sæsons outfit inspo

Kære læsere.

Der foregår så mange ting for tiden, at mit hovede sjældent står stille nok til at kunne fokusere på at skrive. Selv når jeg bare slapper af og egentlig har tiden, kan det være svært at holde fokus, da jeg har så meget, der kører rundt.

Der vil ske en masse nyt i mit liv, forhåbentlig inden længe, og det gør også, at mit fokus mest er på dét. Jeg venter bare på, at en masse kan, og skal, ske.

Jeg ved godt, at teksten ovenover nok ikke giver så meget mening, når man ikke kender til detaljerne i min situation, men for nu er det det eneste, som jeg føler mig tilpas med at dele. Med tiden skal jeg nok uddybe.

For at kunne komme videre med bloggen, som jeg tænker på hver dag, så vil jeg holde mig til mere simple emner den kommende tid. Det kan være svært, føler jeg, at skrive om tøj og makeup i hvert indlæg, da det jo er, hvad det er, når man viser det frem på billeder. Det siger ofte sig selv. Men jeg vil alligevel prøve.

Det er emner, som interesserer mig, og som jeg altid har en idé omkring - og nok altid kan finde et ord eller to at sige om. Ofte virker det måske som meningsløse ord, men jeg hygger mig egentlig også bare med at sætte ord på mindre dybe emner til tider. Kender I det? Engang imellem er det bare rart med det overfladiske, som man kun skal forholde sig til hyggen omkring. Alvor har vi massere af til hverdag, men der skal bestemt også være plads til det mindre alvorlige!

Man må sige, at vi har haft en mild vinter i år. På sin vis har det været rart, men ser man på klimaet, er det selvfølgelig ikke helt gode tegn.

Dog, trods den milde vinter, kan man jo godt gå hen at blive lidt vinterdeprimeret; det kender de fleste af os nok til. Den sidste del af vinteren føler jeg ofte er den sværeste. Man mangler lys, varme og følelsen af frihed når man træder udenfor en dør. Dén følelse bliver et glædeligt gensyn.

Jeg er begyndt at finde flere lyse farver frem i klædeskabet; finder tøj frem, der minder mig lidt mere om forår, og som helt sikkert kræver en ekstra trøje for ikke at fryse, og som gør mig glad.

Generelt er jeg ret vild med at gå i farver, da det netop gør noget positivt ved mit humør. Jeg er ikke god til at gå i helt sort tøj fra top til tå, det sker engang imellem, men ikke tit.

Det kan faktisk gøre mig lidt trist at gå i helt mørke farver kun. Ikke på andre! Kun på mig selv. På andre synes jeg ofte, at det ser stilet og flot ud, og jeg tænker ikke, at det er deprimerende.

Sjældent er det egentlig overhovedet dét, jeg tænker på i kontakten med andre mennesker! Medmindre der bliver bedt om min mening og derfor forventet min opmærksomhed på dette. Nu er vi dog nok havnet mere ovre i et typisk veninde-øjeblik, haha.

Jeg tror, at jeg vil slutte teksten af her og ikke sige så meget mere om noget, da jeg havner ude på alverdens sidespor, og egentlig siger billederne, forhåbentligt, nok det, som de skal sige.

Jakken er genbrug, og det samme er skjorten. Bukserne er fra ZARA - købt for et par år siden.

Må I have en vidunderlig aften!

Kram,

Emilia

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229