NYT JOB, NY HVERDAG, NYE TANKER

Glædelig fredag, kære læsere.

Der er sket SÅ meget de seneste par uger, og den seneste og ikke mindst vildeste nyhed er, at jeg har fået job! I The Body Shop. Så står du og mangler noget lækkert til huden, hvor du ikke går på kompromis med dyrevelfærd, miljøvenlige produkter, pris og god kvalitet, så kan det være at vi mødes, når du finder ud af, at The Body Shop er stedet at gå hen for dét.

Det har været den vildeste første uge på mit nye arbejde! Der er SÅ mange ting at lære, som både indebærer en helt masse praktisk info, men så er der også det her med at sælge; jeg synes det er SÅ mega hyggeligt at byde folk velkommen og fortælle om alle de lækre produkter, men jeg er dæleme også nervøs og usikker og føler, at det skinner fuldstændig igennem! Det gør det måske også lige nu, fordi det hele er så nyt, men jeg håber alligevel, at jeg kan udstråle en smule sikkerhed, når jeg står med en kunde - se, det er den slags tanker, der kører rundt og rundt i mit hovede for tiden! Hvilket jo ikke er så mærkeligt, når alt er nyt og det eneste man vil er bare at gøre det godt.

Kender I det, når man skal lære noget nyt, og man bare frygter, at man ALDRIG lærer det? At man simpelthen bare er for dum og langsom, og man sikkert bare ender med at blive fyret, fordi man er et håbløst eksemplar? Det lyder måske som voldsomme tanker at have, men ikke desto mindre er det den slags, der dukker op. Det gode er, at jeg ikke længere lever efter de tanker, men bider dem i mig og kæmper videre. Hold kæft, det er hårdt, og der er kaos i mit hovede, når jeg kommer efter en vagt, men jeg holder ved, for jeg er sikker på, at det nok skal blive bedre! Og jeg er også ret sikker på, at det ikke er unormalt at have den slags tanker og bekymringer, når man starter op et nyt sted. Det ér jo bare ikke nemt at lære SÅ meget nyt på én gang, og man vil lave fejl - men det er også dem, man lærer mest af, skal man huske sig selv på.

Men hey! På trods af alt dét så er jeg ret vild med mit nye arbejde! Og jeg kan kun blive bedre til det, jeg gør - så derfor bliver jeg ved med at gøre det.


Det var seneste nyt fra mig. Rigtig dejlig fredag til jer alle!


Kram,

Emilia

Synes godt om

Kommentarer