Korte ben og højtaljede bukser

Tænk positivt

img_1404
Hvor er det bare vigtigt, at man kan tænke positivt og gøre en masse godt for sig selv.
For mig kan det være en kamp bare at skulle hen at handle på grund af min angst, og ofte kommer jeg faktisk slet ikke derhen uden min kæreste, selvom planen var at gøre det alene. Men nu er han startet i skole igen, og det vil være fjollet, hvis jeg altid skal vente på, han kommer hjem når der er dage, han har sent fri.

Det er bare en ting, jeg skal øve mig i. Det vil jo være rart, at jeg kan gøre det alene, uden at det skal være en kamp hver gang. Når det er ekstra slemt, prøver jeg at tænke på ting, jeg kan gøre for mig selv bagefter, der vil gøre mig glad – det kan være små ting som at lave mig en iskaffe, når jeg kommer tilbage og f.eks. sætte mig her at skrive, se en god serie eller andet, der gør mig glad og godt tilpas. Det gør, at jeg glæder mig helt til at komme tilbage og derfor bliver mere motiveret til at komme af sted. Jeg ved, at jeg har lov til at belønne mig selv, for jeg har lige gjort en ting, der på ingen måde var let – for mig.


img_1403
Nogle dage er selv de positive tanker ikke rigtigt nok, men det hjælper klart at tænke mere positivt istedet for kun at lukke det negative ind. Det er en kæmpe udfordring og til tider kan jeg sætte mig ned og bare begynde at græde, fordi det føles så håbløst; at en lille, ligegyldig tur til supermarkedet kan være så svært – det giver lige så lidt mening for en selv som for folk uden angst.

Når jeg står ved døren, og det eneste jeg skal gøre er at tage i håndtaget, åbne døren og bare gå, men det føles som det sværeste nogensinde, og jeg lige må huske at spørge mig selv: “hvad er det værste, der kan ske?”, så er det ikke altid, at jeg kan svare på det, for alt føles som det værste. Men jeg prøver at minde mig selv om, at det er flot, hvis jeg kan gøre det, når det er så stor en kamp at kæmpe.

Når jeg så virkelig har overskud, prøver jeg netop at tænke på alt det, jeg kan glæde mig over, alt det der er godt lige nu og her, og hvad jeg kan glæde mig til at komme tilbage til. Det vil jeg SÅ gerne blive bedre til at gøre, så det kan blive en overskuelig ting at tage ud at lave de typiske hverdagsting.

Generelt vil det gøre så meget godt for os alle, hvis vi kan tænke mere positivt – det vil gøre det hele meget mere positivt og rart 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Læs også

Korte ben og højtaljede bukser