The animal print trend

Mine kære læsere.

Jeg håber, I har en fantastisk weekend og nyder den til fulde!

Det er interessant, hvordan en ting bliver på mode. Det sniger sig stille og roligt ind på nettet, i butikkerne og til sidst i folks klædeskabe.

Jeg kan ofte være lidt skeptisk, når jeg i starten ser noget tøj, folk viser frem, men pludselig dukker det op på nettet flere steder, og til sidst bliver jeg lidt bidt af det selv.

Jeg har siden de tidlige teenageår haft det ret stramt med dyreprint på tøj. Det kunne ødelægge det fuldstændig, hvis bare der var en smule på.

Det mindede mig alt for meget om den uheldige fase med for meget makeup, alt for glat hår og zebra/leopardbluser, der dårligt kunne passes af en på 13-14 år.

Dét jeg elsker ved moden i dag, er at den ikke længere kun handler om at vise så meget hud frem som muligt, og der ikke kun er én stil på mode. Der er SÅ meget forskelligt, og folk kan klæde sig som de vil(med måde selvfølglig) og der er stadigvæk nogle, der vil blive inspireret.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle kalde min stil, hvis jeg blev spurgt. Den indebærer så meget forskelligt, og jeg elsker, at jeg ikke føler mig forpligtet til at bære noget bestemt hver dag. Jeg tager lige præcis det på, jeg har mest lyst til.

Jeg hviler mere i mig selv i forhold til mange ting. Det er en ting, jeg er glad for ved at blive lidt ældre. Jeg føler ikke, jeg skal leve op til at se ud på en bestemt måde, klæde mig på en bestemt måde eller være på en bestemt måde.

Det er ingen hemmelighed, at jeg kæmper med min angst, og det derfor på ingen måde er nemt med noget. Men jeg er alligevel på nogle punkter blevet bedre til at værdsætte mig selv - selvom jeg også til tider gør det modsatte. Men lad os holde til det positive lige nu.

Jeg vil egentlig gerne snakke lidt om dyreprint. Jeg går ud fra, de fleste af Jer har lagt mærke til, hvor meget det er kommet frem igen. Det synes jeg personligt er vildt fedt, da måden det bliver fremhævet på nu er super flot!

Jeg kan næsten ikke få nok af det for tiden, og det fanger næsten mit blik med det samme imellem alt andet tøj.

Jeg begyndte allerede sidste(eller var det forrige?) år at eksperimentere diskret med dyreprint. Det begyndte at fange min interesse lidt, men da jeg stadig var i tvivl om optimismen omkring det, fandt jeg et lækkert halstørklæde med lidt blandede mønstre, men mest af temaet leopardprint. Det viste sig heldigvis på ingen måde at være en fejl. Jeg var også så glad for det, at jeg gik med det uafbrudt den vinter.

Nu er det heldigvis ikke noget, man længere behøver at føle man skal skjule. Det virker til at være forandret så meget, at folk ikke længere forbinder det med nogen uheldig stil eller periode.

Nogen har vel egentlig aldrig gjort det og har bare fortsat gået med det, fordi de kunne lide det. Det er vel i sidste ende det mest beundringsværdige af det hele.

Hvordan har I det med dyreprint? Er I også blevet bidt lige så meget af trenden? Jeg håber i alt fald ikke, at den går af mode lige med det samme. Men så igen - behøver jeg at stoppe med at gå i det, fordi andre gør?

Må I have en fantastisk lørdag, mine kære.

Solskinskram,

Emilia

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229