The most beautiful dressing gown

Skønne læsere!

Hvis der er noget, jeg virkelig sætter pris på, så er det kvalitet(stid) og selvforkælelse fra morgenstunden. Det er følelsen af at gøre noget godt for mig selv, som samtidig giver mig et overskud, der kan sætte rammerne om min dag. Jeg nyder at føle mig elegant, fyldt med en indre ro, og motiveret, hvilket jeg prøver at vække frem i mig selv til dagligt ved at at gøre ting for mig selv om morgenen, der kan give mig de her følelser.

Det kan være simpelt og ikke kræve det helt store - næsten for lidt til at lave et indlæg om det - men det kan alligevel betyde alverden for min morgen og start på dagen. For mig betyder det også enormt meget, hvordan mit mindset er, og at jeg giver mig selv den ro, som jeg har brug for om morgenen. Derfor står jeg ofte tidligt op i forhold til, hvornår jeg skal ud af døren, da jeg har brug for tiden til at hygge om mig selv, imens jeg vågner og bliver klar til dagen.

Før jeg hopper i det tøj, jeg egentlig skal have på til dagen, så kan jeg godt finde på at gemme mig lidt i min nye smukke og enormt behagelige morgenkåbe. Faktisk er det nok mere en kimono end en morgenkåbe, hvilket jo i princippet er ret meget det samme, men lige nu bruger jeg den mest som morgenkåbe - hvilket den nok også mest ligner på mig.

Jeg har jo min lille tipper(Tibetansk Spaniel) Loui, som selvfølgelig skal ud hver morgen, men er det en dag, hvor jeg vil hygge lidt ekstra om mig selv, kan jeg godt finde på at stå lidt tidligere op for at nå det inden gåturen, så Loui ikke skal gå på kompromis med tiden af hans gåtur. Ellers går jeg med Loui først, hvorefter jeg kommer ind igen, sætter vand over til kaffe, sætter mælk i skummeren og begynder at tilberede morgenmaden, som ofte står på enten knækbrod med ost eller skyr med nødder og blåbær.

Når kaffen er klar; toppet med mælkeskum, og morgenmaden tilberedt, sætter jeg mig ind ved bordet, hvor jeg ofte planlægger lidt, hvad mit næste indlæg skal være eller bare kigger rundt på nettet efter inspiration til lidt af hvert, der giver mig glæde og gode idéer.

Imens nogen måske ikke orker at lægge makeup, sætte hår og bruge tid på at finde noget bestemt tøj en tidlig hverdagsmorgen, inden de skal ud af døren, så elsker jeg det! Det er dér min motivation på dagen starter; på med en podcast eller lydbog og så i gang med min daglige me-time! Jeg elsker det.

Det er med at finde de ting, der giver os energi og glæde og så omfavne det. Vi har forskellige steder, vi får det fra, og intet er mere rigtigt eller forkert - så længe det har den ønskede effekt.


Kimino/morgenkåben er fra Boii Studios - købt på udsalg i deres butik på Østerbro, så jeg ved desværre ikke, om den stadig er at finde et sted, men de har så meget andet smukt tøj, som er værd at gå på opdagelse iblandt!


Må I have en helt vidunderlig tirsdag, skønheder!


Kram,
Emilia

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229