Those who teach the most about humanity, aren’t always human

Kære læsere.

Godmorgen og glædelig onsdag. En ny dag er startet, og forhåbentlig bliver den skøn for jer alle sammen.

Noget jeg nævner, men sjældent uddyber mere, er min udfordring med at komme udenfor mit hjem alene. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har angst og har kæmpet med den i evigheder.

Det er ikke, fordi det er mit stolteste øjeblik, når jeg fortæller, at jeg ofte har svært ved at handle alene, gå på gaden alene og hvad der ellers indebærer offentlige steder - alene.

Noget der har hjulpet mig så ubeskriveligt meget er min hund Loui. Han er den dejligste, lille hund af racen Tibetansk Spaniel. Han er en lille herre på nu 9 år, vi fik ham for snart et år siden. Jeg har drømt om, at han skulle blive min siden jeg så ham for første gang for omkring fire år siden.

Han har hjulpet mig så meget med at komme ud af døren og ud mellem mennesker regelmæssigt. Sådan en lille fyr skal jo ud på flere gåture om dagen, og når vi så ovenikøbet bor i lejlighed, er der ikke mange undskyldninger for at blive inde, for ud det skal han.

Han er min lille terapihund og med hans sind gør han bare alt godt for mig. Han er så ekstremt forsigtig og skal altid lige se nye mennesker an. Vi er ret sikre på, han engang er blevet behandlet meget skidt og nok er blevet lagt en hånd på af en mandlig person, da han er MEGET utryg ved mænd. Han har været hos flere forskellige familier førhen, så vi kender ikke hele hans historie.

Utroligt nok har jeg aldrig oplevet ham bide ud efter nogen eller andet, hvis han var utryg. Han vil højst gemme sig eller prøve at flygte. Der er virkelig intet ondt i ham.

Han får så uendelig meget kærlighed nu, og jeg føler slet ikke, der findes nok kærlighed til den lille fyr. Han fortjener alt det bedste.

Jeg kan så varmt anbefale en hund, hvis man har angst på den måde som jeg. Det har været en kæmpe hjælp! Ikke nok med gåturene, men bestemt også bare den effekt det har at have Loui omkring mig. Dyr har altid været en god terapi for mig, de gør noget helt specielt.

Jeg har også min lille, blå undulat, Milo. Ham har jeg haft i syv år, så han er også en lidt ældre herre, men med en masse gode år i sig endnu! For mig lever mine dyr for evigt. Gid det var så vel!

Han havde også en lille kæreste i flere år, men hun blev desværre syg, og vi måtte med stor sorg sige farvel til hende. Han nåede også at få en ny lille ven, men ham måtte vi desværre også pludselig tage afsked med. Forfærdeligt!

Jeg beundrer Milo for at være så glad en lille fugl; på trods af at miste to af sine partnere sidder han stadig glad og pipper hver morgen, når jeg står op. Vi kunne lære meget af de små væsener!

Hvor vil jeg aldrig være dem foruden!

Det var en lille hyldest til mine og alle andre dyr, fordi der er så meget positivt at sige.

Varmeste kram,

Emilia

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229