You are not the anxiety, you have anxiety.

Længe siden, skønne mennesker.

Faktisk er det her andet forsøg på at få skrevet et indlæg - simpelthen fordi da jeg havde fået skrevet det første næsten helt færdigt, kom jeg til at trykke på et eller andet, der slettede HELE teksten. Og det kunne ikke fortrydes. Så... Der orkede jeg ikke lige at forsøge igen lige med det samme. Men NU prøver jeg igen!

Jeg forsvandt lidt pludseligt og brat herinde, og der er ingen rigtig god grund til dette andet end Corona skete. Igen og igen. Jeg har ikke rigtig følt, at der var noget interessant at dele, så jeg gik bare i stå. Ikke fordi at det jeg ellers deler, nødvendigvis er spændende for Jer, men jeg skal alligevel have hjertet med, når jeg skriver herinde. Det er enormt vigtigt for mig.

Fashion, OOTD, Style, Fashionista, Stylish, River Island, Clothing, Blogger

Nu er der så sket det, at jeg for nylig er startet i praktik i Vero Moda. Et sted der indtil videre har vist sig at være en dejlig praktikplads, folk er så søde og hjælpsomme, hvilket gør at jeg tør udfolde mig mere og udfordre mig selv. Min angst er uden tvivl meget mere tydelig i de her dage, og jeg er udmattet, når jeg kommer hjem, men det er noget, jeg håber kan bygges op til mere overskud og mod, jo mere jeg træner det og eksponerer mig selv og angsten.

Mit hoved er for tiden fyldt med katastrofetanker, og jeg forbereder mig allerede på at være en kæmpe fiasko, som ingen kan bruge til noget, så jeg ender med at være en kæmpe skuffelse for mig selv og mine omgivelser. Det er jo dumme, dumme tanker, som bare skal modbevises! Inderst inde ved jeg godt, at det ikke hænger sådan sammen, men øv, hvor er det svært at overbevise mig selv om, og det vil tage tid.

Jeg prøver også at huske mig selv på, at det “kun” er praktik, så den eneste jeg gør det her for er mig selv; for at blive bedre til det her med at arbejde, blive klogere på hvor mange timer jeg kan klare, finde ud af om jeg hører til i denne branche og bare generelt vise mig selv at jeg godt kan klare det. Give mig selv mod på at tage næste skridt med et rigtigt arbejde, hvor jeg kan se, at nogen faktisk vil ansætte mig og betale mig for at gøre er stykke arbejde. Det er en kæmpe drøm for mig, og jeg glæder mig så inderligt til at nå dertil. Men lige nu prøver jeg også bare nyde, at denne tid er til for mig og for, at jeg kan have en ro samtidig med, at jeg prøver at arbejde og blive bedre til de ting, der er svære for mig. Og jeg synes allerede, at det går bedre. Sagt med frygt for at det er for tidligt at sige. Højt.

Naturligvis går jeg op i at gøre alle i butikken glade og tilfredse; det er dér en kæmpe del af min usikkerhed ligger, så det skal ikke lyde som om jeg ikke har det som fokus også, for det har jeg - i stor grad! Det er simpelthen bare for at huske mig selv på, at jeg mest af alt er der for mig, og at det er okay ikke at være perfekt, hvilket jeg også godt ved er en urealistisk forventning at have til sig selv, men det giver stadig en ro at minde mig selv om.


Det var lidt tanker fra mig efter en lang pause herinde. Jeg har savnet det! Nu vil jeg bare ønske Jer en helt vidunderlig solskinsdag. Har I fået nydt det helt fantastiske vejr, vi langt om længe har fået?


Kram,

Emilia

Synes godt om

Kommentarer